- Danmark har ikke reduceret CO2-udledningen – men det har landbruget
Mens Danmarks klimaregnskab har stået i stampe de seneste 30 år, er der udledt 19 procent mindre fra dansk landbrug, skovbrug og fiskeri. Landbruget er på rette vej, skriver næstformanden i Bæredygtigt Landbrug i dette læserindlæg.
Danmarks klimaregnskab har stået i stampe de seneste 30 år. Imens er der udledt 19 procent mindre fra dansk landbrug, skovbrug og fiskeri. Foto: John Ankersen
Af Niels Hauge Mikkelsen, næstformand for Bæredygtigt Landbrug, Granlyvej 39, 5592 Ejby
Ifølge Danmarks Statistik er den samlede udledning af drivhusgasser fra Danmark stort set uændret i de seneste 30 år. Det er ikke den historie, vi normalt hører. Vi hører, at udledningen fra aktiviteter i Danmark er faldet med 29,8 millioner ton CO2-ækvivalenter (40 procent) i den periode.
Det bryster vi os af. At det skyldes en lavere produktion, taler vi ikke højt om.
I samme periode er udledningen af drivhusgasser fra danske transportvirksomheder i udlandet steget med 30,5 millioner ton CO2-ækvivalenter.
Årsagen til, at shipping og anden international transport er steget, er, at vores hjemlige produktion generelt er udflaget, og vi så importerer i stedet for at producere.
Men disse stigende udledninger er ikke omfattet af klimaloven, så dem taler vi slet ikke om. At de så tæller med i emissionsregnskabet, som følger nationalregnskabets afgrænsning af den danske økonomi, er åbenbart ilde hørt. Fakta er dog, at Danmarks klimaregnskab har stået i stampe de seneste 30 år, når alt medregnes.
Ødelæg ikke den gode udvikling
Bemærkelsesværdigt er det, at der i samme periode er udledt 19 procent mindre fra dansk landbrug, skovbrug og fiskeri. Og det på trods af, at både produktionen og eksporten er steget.
Landbruget kan – med hensyn til klimagasserne lattergas og metan – nå de ambitiøse CO2-reduktionsmål, hvis der investeres i primærlandbruget og i forskning.
Samtidig er der mulighed for lagring af kulstof i både jord og vegetation og mulighed for at reducere landbrugets brug af fossile brændstoffer.
Landbruget er på rette vej – brems det ikke med en CO2-afgift på biologiske processer!
Niels Hauge Mikkelsen, næstformand i Bæredygtigt Landbrug.
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.