Landbruget er i fuld gang med den grønne omstilling, og den nyligt vedtagne Sprøjtemiddelstrategi 2022-2026 prioriterer både teknologisk udvikling og godt landmandskab med integreret plantebeskyttelse (IPM).

Det fastslår brancheorganisationen Dansk Planteværn, som peger på den igangværende mulighed for at få penge til nyt sprøjteudstyr.

- Dansk Planteværn bakker op om nye landbrugsteknologier, der understøtter IPM og ambitionen om at anvende sprøjtemidler så lidt som muligt, men så meget som nødvendigt.

- Derfor er det meget positivt, at Landbrugsstyrelsen giver mulighed for, at landmænd kan ansøge om støtte til initiativer på deres bedrift, der kan bidrage til at reducere miljøpåvirkningen.

Præcisionsudstyr

Der er i alt 10 indsatsområder, hvor et af dem handler om at reducere pesticidforbruget i planteavl.

- Det omfatter blandt andet penge til teknologi til sprøjtestyring, kortlægning og monitorering af ukrudt, udstyr til båndsprøjtning og sensorer til ukrudtsdetektion til sprøjten, oplyser Dansk Planteværn.

Til det er den samlede pulje 30 millioner kroner. Der er afsat andre beløb til reduktion af pesticidforbruget indenfor kartoffelavl og gartnerier.

Ansøgningsfristen løber frem til 10. januar 2023 hos Landbrugsstyrelsen.