Ugens ejendom: Øko-landbrug til 65 millioner skiller sig ud
I denne uge blev et økologisk landbrug i Hvilsom udenfor Hobro sat til salg for 65 millioner. Landbruget på små 298 hektar er ugens landbrugsejendom.
Der er ikke mange økologiske ejendomme på markedet, der har så stor en grad af selvforsyning, som den 298 hektar store gård ved Hobro. Foto: EDC Videbæk Landbrug
Det kan være en udfordring at have jord nok, når man arbejder med økologi. Det gælder blandt andet, når man som økologisk mælkeproducent skal have grovfoder til sine køer.
Derfor vil det formentlig have interesseret en hel del, at et økologisk landbrug ved Hobro er blevet sat til salg, for med ejendommen til 65 millioner hører nemlig ikke mindre end 298 hektar jord med.
Det er med til at gøre ejendommen attraktiv, fortæller ejendomsmægler Jan Vistisen.
- Det er en af de få økologiske malkekvægsejendomme, hvor der er rigtig godt med jordareal til. Det gælder både til grovfoderpropduktion, men også lidt ekstra derudover. Så den har en enorm høj grad af selvforsyning, siger han til Effektivt Landbrug.
Interesse ud over landets grænser
Ifølge ejendomsmægleren kan den næste køber af ejendommen på Hannerupvej 309 i Hvilsom ved Hobro komme mange forskellige steder fra. Og ikke kun Denmark.
- Ja, dels har vi da selv nogle mulige købere, som jeg har prikket på skulderen for at høre, om det ikke kunne være spændende, siger Jan Vistisen og fortsætter:
- Det gælder både personer her i landet, men da ejendommen også er enkel arbejdsmæssigt med robotmalkning og automatisk fodring samt i meget god kvalitet, både rent bygningsmæssigt, driftsmæssigt og jordmæssigt, henvender den sig også til hollandske landmænd, siger Jan Vistisen.
Det skyldes blandt andet de forringede vilkår for at drive landbrug i både Holland og Belgien, forklarer han.
- Jeg har for nyligt mødtes med landmænd fra Holland og Belgien, som har fortalt om, hvordan staten har grebet ind og har indraget deres produktionstilladelser. Og dem, der gerne vil forsætte som landmænd, er nødt til at rejse til udlandet. og det er landmænd som dem, der også kunne være interesseret i en ejendom som den her, lyder det fra EDC-mægleren.
I stalden på ejendommen er der cirka 180 malkekøer + goldkøer og cirka 220 sengebåse. Der er fire Lely malkerobotter fra 2017, og derudover er der en ældre stald med senge til højdrægtige og en kælveafdeling.
Det er Jan Vistisen fra EDC Videbæk, der er mægler på salget af den store økologiske ejendom. Foto: EDC Videbæk Landbrug