Den ukrainske eksport med afgrøder går ikke som håbet til trods for, at der for godt en uge siden kom en ny kornaftale med Rusland i hus, der tillader Ukraine at udskibe i særdeleshed korn fra de ukrainske havne ved Sortehavet. Ifølge Ukraine skyldes situationen, at Rusland ikke lever op til det, som de to stridende parter ellers blev enige om, med hjælp fra FN og Tyrkiet, i forbindelse med forlængelsen af kornaftalen, der løber i fire måneder endnu.

Siden aftalen blev forlænget den 19. november, har blot fem skibe lastet med afgrøder forladt de ukrainske havne ved Sortehavet.

Det tegner derfor til, at Rusland ikke har intentioner om at leve op til den nye kornaftale. Det er krig på hele paletten, Rusland foretager sig, og det fortæller nok lidt om, hvor presset Putin og den russiske befolkning er lige nu. For Putin drejer det sig om ikke at miste ansigt. Derfor forsøger han nu at ramme Ukraine på andre parametre end krig og invasion, nu hvor han – indtil videre – ikke har haft den store succes på slagmarken.

Frem til nu har 491 skibe forladt Ukraine, siden kornaftalen blev indgået tilbage i juli måned. Disse skibe har haft næsten 12 millioner tons afgrøder og føderelaterede produkter med sig. Først og fremmest var skibene dog lastet med korn. Det skyldes, at kornleverancerne fra Ukraine er essentielt vigtige for lande i Mellemøsten og i specielt Afrika, hvor hungersnød nu er blevet et dræbende problem.