Formand opfordrer DC til at komme ind i kampen
Formanden for Danske Svineproducenter forventer, at Danish Crown opper sig og snarest rammer sit eget måltal igen.
Foto: Anne Wolfenberg
- Undskyldninger betaler ikke regninger.
Sådan lyder det fra Jeppe Bloch, formand for Danske Svineproducenter, ovenpå tirsdagens årsregnskab fra Danish Crown.
Kødkoncernen kan fremvise en svineafregning, der er langt under det måltal, som andelsselskabet selv har sat. DC har en målsætning om at være 60 øre per kg svinekød foran sine europæiske konkurrenter. Men i regnskabsåret 2021/22 er man endt med at være langt bagefter, nærmere bestemt på minus 74 øre.
Det møder kritik fra formanden, der mener, at der tydeligvis er et »led, der ikke leverer«. Han giver heller ikke så meget for de forklaringer, som Jais Valeur, topchef hos Danish Crown, kom med overfor Effektivt Landbrug onsdag.
Her forklarede Jais Valeur, at det danske slagteri er blevet ramt hårdt af den faldende europæiske eksport. Og at der fortsat er en større ubalance mellem udbud, kapacitet og efterspørgsel på markeder som f.eks. Tyskland.
- Jeg forholder mig til, at mine kollegaer, eller konkurrenter, ude i Europa får en højere pris end mig. Og det er ikke godt nok. Så vi skal blive dygtigere til at sælge. Og det synes jeg sagtens, vi producenter kan italesætte, fordi vi er de bedste i Europa til at producere, siger Jeppe Bloch og fortsætter:
- De forklarer sig med, at hjemmemarkedet er småt. Men så må de finde en løsning til de tider, hvor Kina ikke trækker for.
Løbende restbetaling
Han understreger dog, at han ikke er i tvivl om, at medarbejderne hos Danish Crown arbejder hårdt, og at ledelsen vil producenterne det bedste. Han erklærer sig også glad for den relativt høje restbetaling, der i år lander på 1,3 kroner per kg, svarende til niveauet fra sidste år. Han havde dog gerne set, at der var blevet udbetalt flere penge hen over året.
- Det er forståeligt, at man gerne vil have et råderum i Danish Crown. En af Jais’ (Valeur, red.) forklaringer i går var, at restbetalingen i år betød mindre, fordi man hen over året har haft en højere notering. Men i min optik er det bare en dårlig undskyldning og har ikke noget med sagen at gøre. Det kan godt være, de siger, de har høje omkostninger, men det har vi producenter i særdeleshed også, siger Jeppe Bloch.
Som et af tiltagene i et forsøg på at nå sin målsætning gør det danske slagteri nu et comeback til England. Et marked, man ellers ikke har været til stede på med andet end eksport, siden man solgte Tulip Ltd. i 2019. Dengang løb DC’s britiske afdeling ind i økonomiske vanskeligheder, da man mistede en kontrakt med en stor detailkunde.
Danish Crowns afdeling i England blev forsynet med lokale grise, og et underforsynet britisk marked betød, at man ikke kunne eksportere. I stedet måtte man sælge kødet til spotpris, og indtjeningen dykkede.
Bacon på danske grise
Nu vender man så tilbage med en investering på 850 millioner kroner til topmoderne forarbejdningsanlæg, der skal producere bacon på danske grise. En plan, der umiddelbart virker fornuftig i formand Jeppe Blochs øjne.
- Investeringen handler om at få en højere værdi for de varer, vi har. Med et glimt i øjet tænker jeg, at de har gjort deres erfaringer i England. Så man må gå ud fra, at de har lidt bedre styr på det den her gang, siger Jeppe Bloch.
Du havde ikke hellere set, at man udbetalte de her penge til andelshaverne?
- Vi kan heller ikke stoppe udviklingen eller få dem til at tømme kassen. Men uanset hvad har de ikke kunnet konkurrere overhovedet på det europæiske marked, og det er en katastrofe i sig selv. For mig gør det ikke nødvendigvis den store forskel, om jeg tjener en masse penge eller ej. Men vi skal kunne konkurrere med vores kollegaer i Europa, og det skal vi kunne gøre hver dag.
Danish Crowns svinenotering har nu ligget stille på 12,40 kroner per kg siden slutningen af august. Selvom noteringen ikke har rykket sig op, er det danske slagteri nu tættere på sine udenlandske konkurrenter. Det viser Danske Svineproducenters ugentlige opgørelser over de europæiske noteringer.
Den danske notering er nu på linje med den tyske (1,85 euro), og den spanske er nu faldet til 2,15 euro (15,98 kroner).