Frygter millionregning med en CO2-afgift
Virkeligheden i landbruget med en CO2-afgift vil ramme som en hammer, mener Venstres landbrugsordfører Erling Bonnesen ovenpå et møde med en fynsk landmand.
En høj CO2-afgift vil efter alt at dømme lukke Ulrich Rasmussens bedrift. Det frygter han i et brev stilet til Venstres landbrugsordfører, Erling Bonnesen. Arkivfoto
Det er ikke længere et spørgsmål, om der kommer en CO2-afgift på biologiske processer i landbruget. Det er snarere et spørgsmål om, hvor stor udgiften bliver.
Under og efter valgkampen har et bredt flertal af partierne på Christansborg meldt sig klar til at indføre en sådan afgift. Og det er noget, der vil koste arbejdspladser i fødevareklyngen, men efter alt at dømme også vil lukke flere landbrugsbedrifter.
En af dem, der frygter det sidste, er den fynske landmand Ulrich Rasmussen. Forleden kontaktede han Venstres landbrugsordfører Erling Bonnesen for at gøre opmærksom på de udfordringer, en CO2-afgift kan skabe. Og Ulrich Rasmussen frygter det værste, efter at han har fået beregnet sit klimaaftryk.
- På min bedrift er der beregnet et klimaaftryk på 3.935 tons CO2. Med en afgift på for eksempel 750 kroner pr. tons er det 2.951.250 kroner. Det har jeg jo ikke en chance for at betale, med mindre at der er noget, der kan modregnes, skriver han i en mail, som Effektivt Landbrug har set.
- Jeg kan ikke forestille mig andre steder i verden, hvor der kan produceres med lavere aftryk/enhed, end i Danmark, særligt hvis det ikke er økologisk, lyder det fra Ulrich Rasmussen, der vil have en CO2-mærkning af alle fødevarer i Danmark. Arkivfoto: Anders Kurt Simonsen
Ulrich Rasmussen efterspørger en større fokus på det arbejde, danske landmænd gør for klimaet i deres fødevareproduktion. Det skal også være synligt, når man går i supermarkedet, mener han.
- Jeg kan ikke forestille mig andre steder i verden, hvor der kan produceres med lavere aftryk/enhed end i Danmark, særligt hvis det ikke er økologisk. Med en CO2-mærkning af alle fødevarer i Danmark kunne det blive synliggjort over for forbrugerne, hvor belastningerne er størst, og på den måde vil forbruget trække i retning af mindre klimaaftryk, skriver han videre i mailen.
- Beregningerne viser, at en praktisk dygtig landmand i økonomisk forstand vil blive slået ihjel flere gange i træk, hvis der generelt blot indføres en CO2–afgift på landbruget uden skelen til virkeligheden, lyder det fra Erling Bonnesen i en kommentar til brevet fra Ulrich Rasmussen.
Bonnesen er bekymret
Venstre landbrugsordfører, Erling Bonnesen, er bekymret over tallene fra Ulrich Rasmussen.
- Beregningerne viser, at en praktisk dygtig landmand, i økonomisk forstand, vil blive slået ihjel flere gange i træk, hvis der generelt blot indføres en CO2–afgift på landbruget uden skelen til virkeligheden, lyder det fra politikeren.
For Erling Bonnesen er det vigtigt, at en CO2-afgift vil have noget realisme over sig, og at man modarbejder lækageeffekter.
- Det er meget vigtigt, at realiteterne fra virkelighedens verden nu bringes med ind i arbejdet, når der arbejdes med modeller og beregninger på, hvordan en CO2-afgift kan skrues sammen med det klare sigte, at landbruget og arbejdspladserne ikke må jages ud af landet, siger Bonnesen i en kommentar.
Landbrug er nødvendigt
Danmark kan som samfund ikke klare sig uden landbruget, slår Erling Bonnesen fast.
- Ulrich Rasmussen bidrager godt til at skabe arbejdspladser i Danmark og indtægter i statskassen, og bidrager dermed til finansiering af velfærdssamfundet, siger Erling Bonnesen og fortsætter:
- Vi har alle brug for Ulrich Rasmussen og alle andre danske landmænd i fremtiden til at producere fremtidens fødevarer, både plantebaserede og animalske fødevarer som blandt andet kød og mælk.
Torsdag meldte Landbrug & Fødevarer ud, at de har skiftet strategi i debatten om en CO2-afgift på fødevareproduktion i Danmark. Nu handler det for interesseorganisationen blandt andet om at sikre, at indtægterne fra afgiften føres tilbage til landbruget, og at det ikke går ud over arbejdspladser i fødevareklyngen.