Maskinforhandler: Flere efterspørger fleksibel finansiering
Usikkerhed om fremtiden får flere kunder til at ønske mere fleksible finansieringsløsninger, lyder det fra maskinforhandleren Scantruck.
- Det er blevet mere vanskeligt at forudsige, hvordan konjunkturerne vil udvikle sig. Det er svært at se mere end seks måneder frem, og derfor kan det være en fordel med en fleksibel finansieringsløsning, siger Claus Bjerregaard, salgschef i Scantruck A/S. Foto: Scantruck
Krig i Europa og høj inflation har stor indflydelse på de økonomiske konjunkturer i samfundet, og maskinbranchen er ingen undtagelse.
Det mærker maskinimportøren og -forhandleren Scantruck A/S, der i øjeblikket oplever flere forespørgsler på fleksible finansieringsløsninger end hidtil.
- På grund af usikkerheden ønsker flere i branchen netop at få ro på finansieringen. At man kan få skræddersyet sin finansieringsløsning, så den passer til sin virksomheds aktuelle likvide situation, siger salgschef Claus Bjerregaard.
Han fortæller, at Scantruck imødekommer efterspørgslen med Scantruck Finans, der tilbyder finansieringsløsninger fra tre måneders løbetid. Desuden kan aftalerne tilpasses hen ad vejen.
- For eksempel, når der investeres i en ny maskine. Oftest starter kunderne med en skræddersyet løsning, og så bliver det hen ad vejen ændret til mere faste leasingaftaler. Kunderne har på den måde også mulighed for at se maskinerne an. Det er også nemt at komme ud af en aftale igen og ændre finansieringsaftalen, forklarer Claus Bjerregaard.
Entreprenøren, hvis opgaver er sæsonafhængige, kan eksempelvis indgå en aftale om differentierede ydelser, så der betales mere i højsæson og mindre, når indtjeningen er lavere. Et specielt eksempel kunne også være at betale én årlig ydelse og så renter løbende.