Danske Svineproducenter: Løses knuden mon endelig?
Markedssituationen er for det meste blevet bedre i de forskellige EU-lande, og noteringerne er stort set stabile, melder Danske Svineproducenter.
Prispresset på markederne er lettet på tværs af grænserne, og udsigterne til julehandlen med de indkomne ordrer skruer op for stemningen, mener Danske Svineproducenter. Arkivfoto: Anne Wolfenberg.
Julehandlen tager efterhånden fart på det europæiske slagtesvinemarked, og markedssituationen er for det meste blevet bedre i de forskellige EU-lande, skriver Danske Svineproducenter.
Prispresset på markederne er lettet på tværs af grænserne, og udsigterne til julehandlen med de indkomne ordrer skruer op for stemningen. Slagtesvineudbuddet er ikke længere så stort, og markedssituationen er gradvist blevet bedre på det seneste. Desuden styrker den konstante eksport af grisekød til Asien markedssituationen i Europa.
Et klart signal kommer fra den hollandske notering med et plus på tre eurocent (cirka 22 øre), og de fleste af de store slagterier i Holland slagter i øjeblikket også om lørdagen. I den europæiske prissammenligning af de fem EU-lande med flest svin er den hollandske notering fortsat på sidstepladsen trods prisstigningen. Der rapporteres også om en positiv tendens fra Belgien med en lille prisstigning på én eurocent cent (cirka 7,5 øre), melder Danske Svineproducenter.
Forbedring i Tyskland
Uændrede noteringer konstateres i Danmark, Tyskland, Østrig og Frankrig, men i Tyskland blev markedssituationen betydeligt bedre i løbet af ugen. Udbudspuklen på slagtesvinemarkedet er blevet afviklet, og efterspørgslen efter slagteklare grise stiger efterhånden. Ifølge forlydender betaler alle tyske slagterier nu den officielle notering og ikke længere de lavere huspriser. Ifølge Danish Crown er det danske marked nu sporet 100 procent ind på julen, og konkrete ordrer er indkommet til den indledende fase af julehandlen. Eksporten af frosne varer til Asien forløber jævnt.
Den franske notering stabiliserer sig nu efter markante prisfald i de seneste seks uger. Som følge af prisfaldene var Frankrigs afstand til Spanien på førstepladsen blevet større, og den franske notering rykkede tættere på Tyskland og Danmark, som er nogenlunde på samme niveau. Også i Spanien er markedssituationen ved at stabilisere sig, og hastigheden af de seneste ugers sæsonmæssige prisfald aftager.