Kornmarkedet er i syv sind omkring retning
Det svinger noget usikkert op og ned for afgrødepriserne i de her dage. I særdeleshed udviser hvedeprisen stor tvivl om retning. Jeg forventer, at denne usikkerhed og sidelæns handel vil fortsætte i lang tid fremover.
Arkivfoto: Jette Bech
Det er svært at handle med korn og herunder specielt hvede i de her dage. Kigger vi i den forbindelse på den ledende europæiske hvedepris på Matif-børsen i Paris, så kan vi da også konstatere, at den de seneste efterhånden mange måneder har bevæget sig i usikker sidelæns handel. Den store usikkerhed skyldes, at de kornhandlende såvel som os børsanalytikere har svært ved at håndtere de informationer og den usikre situation, som vi står overfor i verden lige nu.
Det er ikke så overraskende, at det er den betændte situation med krig i Ukraine, der gør kornmarkedet nervøst i de her dage. Godt nok blev der forleden indgået en aftale imellem Rusland og Ukraine om at forlænge den såkaldte kornaftale i yderligere fire måneder. Det er en aftale der tillader Ukraine at eksportere først og fremmest hvede og majs ud fra de ukrainske havne ved Sortehavet.
Det er en skuffende aftale for Ukraine
Men det er langt fra i de mængder, som Ukraine normalt eksporterer af korn. Samtidig er en forlængelse af aftalen på blot fire måneder skuffende for ikke mindst Ukraine, der før aftalen kom i hus, gik efter en forlængelse af kornaftalen på 2 år.
Ukraine er som bekendt normalt en af verdens største eksportører af korn. Men efter den forfærdelige russiske invasion tilbage i februar måned, er det kun meget små mængder af korn, som landet nu har mulighed for at eksportere.
Rusland har ikke ligefrem haft succes med invasionen af Ukraine. Der har været store tab af menneskeliv hos begge lande. Derudover har krigen sat gang i inflation og mangel på råvarer, hvilket for blandt andet lande i Afrika betyder, at mennesker på disse kanter af verden også dør på grund af hungersnød.
Ikke nogen løsning på konflikten
Så længe der ikke er en løsning på krigen i Ukraine, står hele verden på den anden ende. Vi aner ikke hvad Putin han pønser på lige nu. Det er således også grunden til at kornmarkedet er i syv sind og at blandt andet hvedeprisen handler i meget usikker sidelæns handel. Det forventer jeg at hvedeprisen vil fortsætte med.
Siden juni måned har den ledende europæiske hvedepris på Matif handlet i sidelæns handel, hvilket har frembragt et handelsinterval gående fra bund og støtte ved 307 euro pr. ton og op til godt og vel 370 euro pr. ton. I skrivende stund ligger hvedeprisen på Matif og handler til 323 euro pr. ton. Efter en ellers prispositiv start på ugen men her hen imod ugens afslutning går det atter ned ad bakke for den ledende europæiske hvedepris på Matif.
Det betyder ikke, at vi nu står overfor et nyt stort prisfald tilbage imod lavpunkterne fra før den russiske invasion af Ukraine hvor hvedeprisen på Matif-børsen lå og handlede til godt 250 euro pr. ton. Derimod forventer jeg som sagt, at hvedeprisen vil fortsætte den usikre sidelæns handel imellem de 307 euro pr. ton og de godt 370 euro pr. ton i lang tid endnu.
Matif-hvede i euro pr. ton De kornhandlende ved ikke, hvilket ben de skal stå på i de her dage. Derfor ser det ud til, at blandt andet hvedeprisen på Matif skal fortsætte i usikker sidelæns handel i lang tid fremover.