Det danske kæmpelandbrug, med hovedsæde i Køge og med aktiviteter i ni lande spredt ud på fire kontinenter, lander i det netop overståede regnskabsår et af sine bedste resultater i virksomhedens historie.

Bundlinjen landede i regnskabsåret 2021/22 på 171 millioner kroner, hvilket er en betydelig stigning fra det forrige årsresultat, der lød på -436 millioner kroner.

Omsætningsmæssigt er man i Ingleby Farms & Forests også gået frem fra 1,2 milliarder kroner i 2020/21 til 1,3 milliarder kroner i år.

På egenkapitalfronten er man imidlertid gået en smule tilbage. Fra 4,7 milliarder kroner i 2020/21 til 4,7 ved det netop afsluttede regnskabsår.

Ifølge selskabets egen beskrivelse, er dens vision er at være verdensledende inden for regenerativt landbrug, og at man dyrker for at producere god, sund mad samt for at beskytte miljøet for fremtidige generationer.

Et år udover det sædvanlige

Ifølge virksomhedens adm. direktør, Andrei Pavel, har det trods de gode resultater ikke været uden udfordringer at lande dem.

- 2021/22 har været et meget usædvanligt år, præget af alle mulige udfordringer; fortsatte pandemiske restriktioner, krigen i Ukraine, energikrisen, forstyrrede handelsstrømme, fødevarekrise, hyppige ekstreme vejrbegivenheder, stigende inflation, øgede renter, vandproblemer – og listen fortsætter. Selvom de er påvirket af verdens nuværende tilstand, er vores gårde i god stand; vores mangfoldighed og langsigtede perspektiv beviser deres værd, fortæller han i ledelsesberetningen.

Han bliver støttet i sin udmelding af tidligere adm. direktør og nu bestyrelsesformand i selskabet, Hans Henrik Kofoed, der også genkender det udfordrende år.

- 2021/22 var et bekymrende år med en voksende klimakrise, krig i Ukraine, fortsatte corona-udfordringer, vedvarende forsyningsproblemer og eskalerende verdensomspændende inflation.

På trods af dette leverede Ingleby Farms et af de stærkeste økonomiske resultater nogensinde. Derfor en stor anerkendelse og tak fra Inglebys bestyrelse til vores ledelse og teams verden over for jeres utrættelige indsats, initiativ og energi, lyder det i rapporten.

Ifølge ledelsen var de vigtigste drivkræfter bag årets resultater de rekordhøje råvare- og husdyrpriser kombineret med et betydeligt lager af råvarer, der var erhvervet før priserne steg i vejret. Dog havde overudbud på markedet, reduceret skønsmæssig forbrugerindkomst og logistiske udfordringer en negativ indvirkning på særligt selskabets avocadopræstation.

Om Ingleby Farms & Forests

Selskabet blev grundlagt i Køge for 23 år siden under navnet Ingleby Aps, og er i dag et holdingselskab for investeringer i landbrugsvirksomheder, herunder udenlandske landbrugsselskaber.

Pr. 30. juni 2022 ejer og administrerer virksomheden 42 gårde og skove på tværs af ni lande og fire kontinenter.

Deres verdensomspændende hektar udgør 101.637 hektar, hvoraf man beskytter 31 procent som naturlige levesteder, herunder 2,7 procent som vandhabitater.

Hektarerne fordeler sig således:

  • Californien, USA: 1 gård, 1.825 hektar. 
  • Peru: 2 gårde, 2017 hektar.
  • Uruguay: 7 gårde, 27.217 hektar.
  • Argentina: 10 gårde, 12.519 hektar. 
  • Letland & Litauen: 3 gårde, 9.805 hektar.
  • Rumænien: 3 gårde, 3 skove, 19.932 hektar.
  • New Zealand: 4 gårde, 6.735 hektar.
  • Australien: 9 gårde, 21.688 hektar.

Ingleby Farms & Forests ejer og forvalter agerjord, overdrev, gartnerier og skove.

Satser højt det kommende år

Når man driver landbrug, er naturens kræfter ofte den største ukontrollerbare faktor, man ikke kan regne med, når resultaterne skal spås.

I det afsluttede regnskabsår måtte Ingleby Farms & Forests slås med alt fra tørke og hedebølger i juni og juli, der fik alle afgrøder til at modne samtidig, mens ekstrem regn i august medførte forsinkelse på høsten i flere uger i den europæiske del af forretningen, mens man døjede med oversvømmelser på New Zealand.

Alligevel ser man mod det indeværende regnskabsår med høje forventninger.

- I 2022/23 fortsætter vi med vores investeringer i mekanisering, automatisering, kunstvanding, dræning, opbevaring og håndtering af korn, frø og frugter, indkvarteringsfaciliteter i Peru og Rumænien og udvikling af vores macadamia- og hasselnøddeplantager i Australien og Rumænien. Samtidig med at tage yderligere skridt mod vores klimapositive mål planlægger vi at øge vores vedvarende elkapacitet via solpaneler på vores europæiske gårde, siger den adm. direktør i ledelsesberetningen.

Trods alle de udfordringer, der følger med verdens nuværende tilstand, er virksomhedens gårde ifølge ledelsen på 100 procent kapacitet, og der budgetteres for regnskabsåret 2022/23 til en omsætning på 1,5 milliarder kroner, en EBITDA på 413,9 millioner kroner og et driftsresultat på 214 millioner kroner.